De seneste par uger, har jeg i den grad taget den medicin, jeg gennem de sidste 25 år selv har udskrevet til et utal af mennesker; Ledere, ledelser og andre professionelle, som jeg har trænet i at formulere og aflevere budskaber, optræde i interviewsituationer med og uden kamera, i townhalls og i paneler, ved oplæg, præsentationer og den slags, hvor man skal tale om noget, der er vigtigt for en selv og betyder noget for andre.
Der kommer som hovedregel ingenting ud af noget som helst, hvis man ikke giver noget af sig selv. Så jeg lægger ud med at fortælle om en gang, hvor jeg sad i Nasdaq’s studier på Time Square i New York og skulle lave et Tv-interview med en rasende klog børsanalytiker med speciale i et eller andet kompliceret finansielt produkt, som det i sig selv ville tage en helaftensfilm at skulle forklare, hvordan hang sammen. Det var stang-smart og superglat og shiny på amerikansk TV-måden og det foregik naturligvis på engelsk. Investor-engelsk.
Interviews er generelt en spørgsmål og svar-situation, så mens det står på, er der momenter, hvor man enten lytter til et svar og ved, at man om lidt skal stille flere spørgsmål eller man svarer på noget, mens man tænker over det næste opfølgende spørgsmål. Under alle omstændigheder, sker der det, at nogen åbner munden og så kommer der ord ud. Ja, selvfølgelig – men spørgsmålet er, hvad der kommer ud.
Den dag på Nasdaq, sad jeg på den høje barstol i studiet og tænkte inde i mit hoved, at lige om lidt falder jeg ned af den her stol. Mens kilden talte, vidste jeg at tiden nærmede sig for, at jeg skulle åbne munden og spørge om noget relevant, der kunne forløse hans viden. Sekunderne tikkede meget højt inde i min hjerne, men jeg faldt ikke ned af stolen og da jeg så interviewet bagefter, kunne man ikke se de sekunders panik eller i øvrigt udsætte noget på indholdet, bortset fra min danske accent på engelsk.
For nylig kom jeg så til at tale med gode venner, som også arbejder i mediebranchen og derfor ofte taler til, interviewer, optræder og afvikler interviews, direkte programmer, store konferencer og events, om hvordan man kan have det inde i sit hoved i de situationer. Det viste sig, at sådan er det for andre end mig en gang imellem. Også de virkelig hårde bananer. Den situation, hvor man ved, at nu er det mig og nu åbner jeg munden og gad vide, hvad der kommer ud.
Sårbarhed er en kæmpe styrke, fordi den skærper dine sanser og din hjerne
I disse uger sidder jeg med ret jævnlige mellemrum på TV og taler om USA og det amerikanske præsidentvalg. Jeg gør det med udgangspunkt i fem år som korrespondent og enlig mor i USA, jeg har taget den amerikanske børsmægler-certificering, Series 7 og jeg er stort set færdig med et kandidatstudie i Amerikanske studier. Så jeg må – i al beskedenhed – godt sidde der og mene noget. Forleden havde jeg så en af den slags ”nu falder jeg ned af stolen”-oplevelser på direkte TV. Dem, der kender mig, bemærkede det en anelse – men præstationen var helt sikkert bestået. Pisseirriteret var jeg dog alligevel på mig selv og også nervøs for om det nu skulle til at være sådan hver gang. Jeg elsker at tale om det emne og jeg synes jeg har noget at bidrage med og i øvrigt skulle jeg på igen dagen efter.
Og her kommer pointen. Den sårbarhed, som mange af os kan opleve i den slags situation, er med til at gøre dig lige det skarpere. Hvis du vel og mærke husker regel nr. 1, nemlig forberedelse. Forberedelse er GUD. Det havde jeg glemt i situationen, fordi jeg ved, at jeg har viden nok, erhvervet gemme uddannelse og erfaring, til at bidrage med relevant viden og pointer i den aktuelle situation og fordi jeg har gjort det i + 20 år. Men det er ikke det samme som at jeg vidste, hvad der ville komme ud af min mund, når jeg åbnede den for rullende kameraer, den dag om præcis den vinkel.
Det er ikke nok at tænke over, hvad man vil sige. Man bliver nødt til at sige det højt til sig selv. Beslutte sig for hvad ens budskab er, sørge for at det budskab har en begyndelse, en midte og en slutning og bruge tiden optil, til at lede efter ordene, fremfor at mangle dem, mens musikken spiller. Det er ikke sikkert, du får brug for lige de ord, men om ikke andet, så ved du hvilke ord, der kan bruges. Og det er ikke nok at blive medietrænet for otte år siden eller skrive punkter ned på et stykke papir. Sig det højt til dig selv, din kollega, din familie eller din guldfisk.
Derefter er sårbarheden og den lille spænding, der skal være tilstede inden en vigtig præstation, med til at give budskabet noget hjerte og stoflighed, som tilskueren langt vil foretrække, fremfor en skråsikker talemaskine, som mange falder tilbage til, for at bekæmpe spændingen i situation, i den udstrækning, de ikke falder ned af stolen.
Lær at læse noderne til perfektion. Det er den eneste måde, man kan sikre at man kan improvisere under koncerten.