Trumps gigantiske sejr på Super Tuesday sætter Nikki Haleys støtter i fokus

Amerikanske vælgere, der tirsdag aften stemte på den republikanske præsidentkandidat Nikki Haley, bliver et ombejlet, eller om man vil, jaget folkefærd de kommende otte måneder.

Det ligger fast efter den såkaldte Super Tuesday i USA i aftes. Haley vandt en delstat – nemlig staten Vermont, men fik som forventet langt fra den nødvendige opbakning i andre stater.

Dermed bliver hendes støtter politisk hjemløse, når den endelige kamp om Det Hvide Hus finder sted til november. Ikke mindst fordi Nikki Haley i disse dage sår tvivl om, hvorvidt hun efter sit eget nederlag vil bakke op om Trump som republikanernes kandidat.

I 15 delstater på tværs af USA gik millioner af amerikanere tirsdag til primærvalg. Her stod det på forhånd klart, at den siddende præsident Joe Biden uden modkandidater ville vinde overbevisende hos demokraterne, mens tidligere præsident Donald Trump ville slå sin modkandidat, den mere moderate Nikki Haley, stort.

Spørgsmålet var derfor: Hvor stort? Trump vandt stort, men Nikki Haley har indtil videre tiltrukket alt fra 12 til over 50 procent af vælgerne i de foreløbige primærvalg.

Haleys støtter er republikanere af den mere moderate slags. Det vil sige dem, der drømmer sig tilbage til det republikanske parti før valget i 2016, hvor der var mindre tvivl om, hvad det vil sige at være konservativ – både hjemme i USA og på den globale scene.

Det er vælgere, der har svært ved at stemme på Trump, der udover at være dømt for seksuelt overgreb og svindel med sine regnskaber, også står overfor en håndfuld retssager, der blandt andet handler om forsøg på at undergrave den demokratiske proces i USA.

Eller republikanske vælgere, der mener, at USA fortsat skal spille rolle globalt og holde Ruslands Putin og andre autokrater i skak, selvom det koster milliarder af amerikanske skattekroner.

Haleys opbakning – omend den ikke rækker til at true Trump – retter derfor både demokraternes og republikanernes pandelamper ind på netop de vælgere.

Trump fører i meningsmålinger

Donald Trump fører lige nu i de nationale meningsmålinger over Joe Biden. I den seneste måling er han foran med hele fem procentpoint, hvilket i en amerikansk kontekst er en stor føring.

Netop derfor kan Nikki Haleys Trump-tvivlende støtter få en afgørende betydning til november.

I lang tid har politiske kommentatorer, talknusere og analytikere i USA peget på Donald Trumps problem med at appellere til den veluddannede vælgerbefolkning, ikke mindst kvinder i de amerikanske forstæder. Og den udfordring lever fortsat.

Men også Joe Biden og demokraterne, som de seneste mange år har kunne regne med en overvældende opbakning fra sorte, latinoer og arbejderklassevælgere, kan se de tektoniske vælger-plader bevæge sig under deres fødder.

Trumps appel til disse tidligere næsten sikre demokratiske vælgere ser ud til at vokse ved dette valg. Det republikanske parti er ved at udvikle sig til det arbejderparti, som partiet var engang.

Spørgsmålet er derfor, om der er nok moderate forstadsvælgere, der vælger Donald Trump fra, til at udbedre demokraternes problemer med at holde fast i deres tidligere trofaste vælgere, hvoraf flere altså ser ud til at sive over i Trump-lejren.

Super Tuesday viste os én ting

Præsident Biden har i forvejen udfordringer nok med at holde sammen på det flertal, der i 2020 placerede ham i Det Hvide Hus.

De demokratiske vælgere er splittede på alt fra Bidens alder til hans forsøg på at justere sine fejlslagne forsøg på at få styr på en massiv illegal indvandring ved USA’s grænse mod Mexico. Samtidig er mange yngre vælgere og vælgere med muslimsk baggrund rasende over at Bidens reaktion på Israels angreb i Gaza, som har kostet tusindvis af civile livet.

Der er fortsat otte måneder at løbe på, før slaget skal slås. Men Super Tuesday viste os særligt en ting:

At de to partier kommer til at genbesøge deres klassiske politiske budskaber for at trække en relativ stor gruppe af utilfredse og tvivlende vælgere over på deres respektive hold.

Ikke mindst de vælgere, der i frustration overvejer at stemme på en af de partiuafhængige kandidater, der også stiller op i flere af de vigtige svingstater.

Bragt på TV2.dk den 6. marts