Throw back til november 2018, hvor jeg skrev klummer fra USA om økonomi og politik til Dagbladet Børsen. På det her tidspunkt havde Donald Trump regeret landet fra Det Hvide Hus i knapt to år og det gik ikke stille for sig, hverken i befolkningen eller på de finansielle markeder.
De amerikanske markeder kom i bedre humør i den forgangne uge efter tegn på, at den amerikanske centralbank ikke vil gå amok med rentestigninger næste år. Internetmobning er en effektiv politisk ledelsesstrategi, viser det sig
I ugevis har den amerikanske præsident tweetet og talt om, hvordan den amerikanske centralbank med, den af Trump udpegede Jerome Powell i spidsen, er helt ude af kontrol, skør og at Trump har fortrudt, at han valgte Powell til posten. Stridens kerne er den amerikanske rente, som centralbanken har hævet seks gange i Trumps regeringstid. Formålet er at polstre den amerikanske økonomi til en mulig kommende recession, og metoden går ud på at hæve niveauet i et tempo, så man ikke skræmmer markedsaktørerne ud i panikreaktioner undervejs.
Trumps internetmobning af Powell har været som at se en scene fra en skolegård, hvor mobberen i sin malstrøm af modbydeligheder bruger offerets kælenavn, i dette tilfælde Jay for Jerome, undervejs i ydmygelserne.
Jerome Powell ligner ellers ikke, med sit faktabaserede og alvorstunge ansigtsudtryk, en mand man klasker på ryggen og kalder Jay, men alligevel er det måske svært ikke at lade sig påvirke, når lederen af den frie verden og klodens indtil videre største økonomi, hænger en til tørre i fuld offentlighed. I hvert fald kom der en melding fra centralbanken i denne uge, som markederne opfattede som et mildt tryk på rente-bremsen.
“Jeg laver aftaler, og Jay gør det ikke nemmere for mig,” lød noget af kritikken fra Trump. I grunden en underlig forenkling af det politiske håndværk, som afslører at dybde, detaljer og komplicerede dynamikker er en by i Rusland for denne præsident. Men efter snart to år med den nye sheriff i Crazy-town, orker vi nærmest ikke at tabe kæben ned på knæene mere.
Held og lykke med at skabe balance
I denne weekend er sheriffen efter planen til middag med den kinesiske præsident Xi, og selvom en stor del af verden elsker at måbe over Trump, er det givet, at en del regeringschefer ønsker ham held og lykke med at få skabt balance i Kinas adfærd i global handel og økonomi. Uagtet hvor kontroversielt og mærkværdigt Trump agerer, siger han nemlig også ting og sager højt om Kinas adfærd, som mere tilpassede statsledere formentlig forlængst har fået øje på, men ikke turde gøre noget ved. Måske er det derfor diverse statsledere finder sig i egen mobning fra præsidentens side.
Med sig i bagagen til G20-mødet havde Trump en frisk krise med sin tidligere fikser og advokat-kumpan og siden internet mobbeoffer nr. 1, Michael Cohen. Han indrømmede sidst på ugen at have løjet om Trumps involvering i et byggeprojekt i Rusland som i følge de nye indrømmelser faktisk overlappede præsidentens valgkamp – noget Trump selv har benægtet.
Samtidig luftede Trump muligheden for at benåde sin tidligere kampagnechef Paul Manafort, der stadig kan nå at undlade at samarbejde med myndighederne i den særlige undersøgelse om Trumps mulige samarbejde med russerne under valgkampen. Manafort er manden, der modtager og roser og cyber-krammere fra Trump via Twitter.
Alt i alt bidrog sidste uges samlede hændelser ikke til at skabe mere stabilitet eller genkendelig normalitet endsige forståelig retning, hverken i det volatile aktiemarked eller i den helt almindelige hverdag for såkaldt almindelige mennesker. Man forstår godt, hvorfor folk får behov for at fokusere på nære problemstillinger, der befinder sig ret frem for deres næser og som synes kontrollerbare, herunder “Hvad skal vi have til aftensmad”, “Hvorfor skal vi egentlig være en del af en global verden” og “Er der mere hvidvin?”.